Bæredygtighed
Travbyen skal være en bydel, hvor vi tager fælles ansvar for klimaet, for naturen og for hinanden. Vi vil prioritere natur og biodiversitet, investere i klimavenligt byggeri og skabe rammerne for en klimavenlig livsstil.
Klimavenligt byggeri
Travbyens bygninger skal bygges i materialer, som har et lavt klimaaftryk, det kan være naturlige materialer eller genbrugte materialer. Husene skal være af god kvalitet, så bygningerne holder længe og så de kan bruges til mange forskellige ting over tid. Med Travbyen vil vi gerne være med til at løfte barren for, hvor bæredygtigt, man kan bygge. Derfor vil vi støtte byggeprojekter, som har et særligt lavt klimaaftryk.
Klimavenlig hverdag
I Travbyen skal det være nemt og sjovt at have en klimavenlig livsstil. Vi prioriterer fodgængere og cyklister fremfor biler i byens gader, og vi vil støtte deleordninger, som gør det nemt at bytte, låne og deles om fællesrum, gæsteværelser, legetøj og meget mere.
Vi håber, Travbyen bliver et sted, hvor man kan lære om bæredygtig udvikling og klimapåvirkning undervejs i hele udviklingen og når bydelen er færdig.
Natur og biodiversitet
I Travbyen skal natur, by og mennesker kunne trives i balance. Derfor vil vi skabe plads til natur og styrke biodiversitet i bydelens store grønne hjerte og ved at lade naturen vokse på tage, facader og mellem husene.
Bydelen kan få plads til køkkenhaver og mindre dyrehold, som beboerne kan være fælles om, og i det vilde grønne hjerte kan man måske gå på eventyr, fare vild eller overnatte i et shelter.