Et godt udeliv

Group 8


Grønne oaser midt i bydelen

Travbyen formes af grønne og legende byrum, hvor stier slynger sig gennem små oaser og giver beboerne ro midt i byen. I gårdrummene vokser en mangfoldig og artsrig natur, der skifter udtryk gennem året og skaber rolige, grønne opholdsrum tæt på hverdagslivet.

De levende gårdmiljøer er tænkt som beboernes egne fristeder, hvor man kan nyde vilde blomster, grønne træer og planter og åbne flader. Samtidig er legende elementer som træstubbe, balanceredskaber og naturlige terrænspring indarbejdet på en måde, der giver liv uden at forstyrre roen og inviterer til leg.

De grønne rum bliver både et sted for fordybelse og for fællesskab - hvor voksne kan finde skygge eller sol, og børn kan udforske naturen og legen.

Resultatet: En bydel, hvor naturen og legen smelter naturligt sammen med  hverdagslivet - til glæde for alle. 

Playline

I Travbyen bygger man en etape af den eksisterende Playline rute, der i forvejen kan opleves flere steder i Billund. I Travbyen følger ruten en del af sporet fra den gamle travbane og omkranser Travbyens grønne hjerte. Her bliver leg, bevægelse og fællesskab bundet sammen i et levende byrum.

Den legende rute bliver et centralt mødested, hvor kreativitet, bevægelse og leg kan udfolde sig. Denne etape af Playline får også et særligt udtryk, nemlig en støbt rute i cement, der undervejs indbyder til forskellige typer af aktiviteter. Her bliver plads til børn og voksne i alle aldre, hvad enten det er til bevægelse og leg, hyggelige gåture eller rolige stunder i aftensolen.

Playline spiller også en vigtig rolle i visionen om, at Billund er Børnenes Hovedstad, en vision som Travbyen i høj grad understøtter. Det er derfor helt naturligt, at ruten løber gennem den nye bydel og binder den sammen med resten af Billund.

Den legende rute gennem Travbyen forventes at kunne tages i brug i slutningen af 2026, samtidig med at de første beboere flytter ind.  



En legende forbindelse i Børnenes Hovedstad

Playline kan i dag opleves langs Åstvej, på Skulpturstien og i Bymidten. Den er under løbende udvikling, og både midlertidige og permanente faciliteter tilføjes gradvist.

Formålet med Playline er at skabe en tydelig, sikker og legende forbindelse rundt i Børnenes Hovedstad, som samtidig fungerer som bindeled mellem byens midte, tilbud og attraktioner.

Playline udspringer af Billund Byvision, som er en helhedsplan for Billunds udvikling over de næste 20-30 år.



Travbyens grønne hjerte

I midten af Travbyen ligger det grønne hjerte - et stort område, hvor naturen får lov at komme til sin ret. Her er der plantet tusindvis af hjemmehørende træer og planter, og fugle, insekter og dyr er allerede flyttet ind.  

Det har hele tiden været en stor prioritet at tænke biodiversitet og naturen helt ind i byrummet, så kommende beboere får naturen helt tæt på, selvom de bor centralt i byen.

Foruden at bidrage til biodiversiteten, skabes der også et bedre mikroklima og træer og planter er med til at optage CO₂. 

Med tiden vil de mange træer og planter udvikle sig til store, karakterfulde træer og buske, der er med til at forme Travbyens landskab.