Rejsegilde på Lerhuset
En milepæl i Travbyen
I Travbyen arbejder vi med materialer og løsninger, der både tager hensyn til klimaet og skaber gode rammer for hverdagslivet.
Derfor var det en stor milepæl, da vi i sidste uge kunne fejre rejsegilde på Lerhuset – et byggeri, hvor naturlige materialer spiller en særlig rolle.
Lerhuset er mere end endnu et byggeri i Travbyen. Det er et projekt, der skal give os ny viden til de kommende etaper af bydelen.
Formålet med Lerhuset er nemlig at undersøge, hvordan ler som byggemateriale kan bruges i moderne boligbyggeri. Projektet udspringer bl.a. fra et samarbejde med DGF (Dansk Geoteknisk Forening) hvor vi testede en lervæg, der så vi potentialet og fik ideen om at bygge et helt hus, med ler som en central del af konstruktionen.
Ler som byggemateriale
Erfaringerne fra DGF-projektet viste, at lervægge kan fungere som lejlighedsskel. Samtidig viste forsøg med lersten – blandt andet i en udvendig mock-up – at materialet har potentiale, især når stenene kalkstabiliseres. Det er interessant i en tid, hvor mange byggerier mangler termisk masse, og hvor lette konstruktioner kan give udfordringer i forhold til både akustik og indeklima.
Derfor går Lerhuset også lidt mod strømmen i forhold til nutidens lav-CO₂ byggeri. Hvor mange bygger meget let, har vi i dette projekt arbejdet med at tilføre mere termisk masse i bygningen. Ambitionen er, at det kan bidrage til et mere stabilt indeklima og en høj oplevet boligkvalitet.
Samtidig er Lerhuset tænkt som et ærligt hus. Installationerne er synlige, materialerne står frem, og konstruktionerne gemmer sig ikke bag unødige lag. Det har krævet en ny tilgang for både rådgivere og håndværkere – men netop modet til at prøve noget andet er en vigtig del af projektets DNA.
I den kommende tid vil vi samle data og erfaringer fra projektet. Vi skal blandt andet lære mere om indeklima, byggemetoder og den oplevede boligkvalitet. Den viden skal være med til at kvalificere de næste etaper af Travbyen.
Samarbejspartnere på Lerhuset
Arkitekt: Reværk
Ingeniør: Artelia
Entreprenør og murer: Jorton
Ler: En Jord
Tømrer: Kirkegaard
El: Jansson
VVS: VKS
Ventilation: Airteam
Visualiseringer af Lerhuset når det står færdigt