28. august 2022

Borgere gav input til boliger og fælleskaber

Onsdag d. 24. august trodsede over 100 Billundborgere sensommervarmen og tog til boligeftermiddag på ISB. Formålet var at få kvalificeret rammerne for de kommende fællesfaciliteter og få input til, hvordan man gerne vil bo i den nye bydel.

Travbyen skal udvikles som en bydel med bæredygtighed, stærke fællesskaber og muligheder for at dele i hverdagen. Men hvad kan man dele med hvem? Og hvad er de gode rammer for at få fællesskabet i den nye bydel til at vokse og trives? Det var nogle af de spørgsmål, KIRKBI stillede de fremmødte borgere på boligeftermiddagen. De mange gode input bliver nu arbejdet ind i det byggeprogram, som skal danne afsæt for de første boliger, som nogle af Danmarks dygtigste boligarkitekter skal tegne. Det skal de i gang med her i efteråret, og boligerne er forventeligt klar til indflytning i 2025.

Travbyen bliver en blandet by med danske og internationale borgere, unge og ældre og børnefamilier. På boligefterdagen var der bred opbakning til udviklingen af et stærkt og mangfoldigt fællesskab, hvor man kan samles om alt fra fritidsinteresser, bydelens udvikling, fællesspisning eller mindre hverdagssysler i værksted, køkkenhave og fælles tørretumbleri.

Boligeftermiddagens workshopprogram blev sluttet af med en hyggelig omgang Chili sin Carne i ISBs kantine, hvor samtalen om den kommende bydel fortsatte hen over tallerkenerne, og der blev både udvekslet gode idéer fra de forskellige gruppeworkshops og tlf-numre blandt de måske kommende naboer.

Et af de emner, der fyldte meget på boligeftermiddagen var, hvordan man sikrer, at alle engagerer sig, føler sig velkomne i og tager ansvar for fællesskabet. Det er bla. også derfor, KIRKBI vil fortsætte med at involvere og inkludere borgere i udviklingen – for at blive klogere på behov og ønsker – men også for at understøtte, at fællesskabet i Travbyen lige så langsomt vokser frem blandt dem, der gerne vil bo der.

Hvis du er interesseret i at høre mere om Travbyen kan du følge med her på siden eller sende en mail til travbyen@kirkbi.com