Travbyen og Fælledby leverer omfattende brandtests til BrandBanken
Begge bydele arbejder intensivt med nedbringelse af klimaaftrykket i byggeriet med særligt fokus på adoptering af biobaserede byggematerialer i konstruktionerne. Bygherrerne KIRKBI (Travbyen) og By&Havn/PensionDanmark (Fælledby) stiller deres dokumentation frit til rådighed, så hele branchen kan accelerere den grønne omstilling uden at gå på kompromis med brandsikkerheden.
BrandBanken, der blev lanceret af Træinformation, Artelia og Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut (DBI) i december 2024, har på bare ét år modtaget mere end 150 bidrag fra danske byggeprojekter og producenter. Det gør platformen til et centrum for praktisk anvendelig viden for rådgivere, arkitekter og bygherrer.
Dokumentation for nye lavemissionsmaterialer i byggeriet
For Travbyen er bidraget til BrandBanken et naturligt skridt i projektets ambition om at vise nye veje i dansk byggeri.
Project Director i Travbyen, Christian Nørgaard: ”Vi vil gerne være med til at sænke klimaaftrykket fra byggeriet markant og er klar på at være med til at investere i den innovation, test og dokumentation, der er nødvendig for, at den grønne omstilling i byggeriet kan ske. Og for at eskalere den omstilling, er det vigtigt at bygge oven på hinandens erfaringer i branchen og sørge for, at så mange som muligt får adgang til den konsoliderede viden. Det er derfor, vi lægger vores brandtests, LCA og konstruktionsprincipper samlet i et fælles bibliotek til fri afbenyttelse for branchen.”
I Fælledby har brugen af biogene løsninger været en central drivkraft i projektets bæredygtigheds-strategi.
Adm. direktør Erling Thygesen, Fælledby: "Biogene materialer er en del af fremtiden, og som stor bygherre skal vi gå foran og nedbryde de barrerier, som gør det svært for branchen at bruge materialerne. Det gælder også brandsikkerheden, hvor vi her dokumenterer, at man kan bygge med træ i højden uden brug af imprægnering og sprinkling. Det er et væsentligt skridt i den rigtige retning for os alle, og derfor skal viden og metoder være tilgængelig for alle.”
En styrkelse af hele branchens vidensgrundlag
Hos DBI, der er en del af projektgruppen bag BrandBanken, hilser man de nye bidrag velkommen som værdifulde byggesten i en fælles national indsats. Christen Kjer-Hansen, projektleder i DBI, udtaler: "Der er fortsat brug for mere, så her følger også en opfordring til andre. Ved at dele viden fra brandtest vil vejen til den nødvendige og tilstrækkelige dokumentation blive nemmere. Selvom brandtest ofte er forbundet med specifikke konstruktioner, der skal anvendes i deres helhed, så vil BrandBanken indeholde værdifuld viden og erfaringer for udvikling af design med biobaserede konstruktioner.”
Fakta om Fælledby
- Fælledby opføres af Fælledby P/S, ejet ligeligt af PensionDanmark og By & Havn
- Areal på projektområde: 180.000 kvm.
- Etagekvadratmeter bebyggelse: 220.000 kvm.
- Ibrugtages i 2026: ca. 19.000 kvm., 171 boliger samt fælleshuse
- Boliger: 2.000 boliger totalt, heraf 500 almene boliger
- Andet: Offentlig skole til 1.500 elever, daginstitutioner, lokale butikker og P-huse
Fakta om BrandBanken
Træinformation, Artelia og Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut (DBI) har indgået partnerskab om at indsamle, analysere og formidle eksisterende brandtests fra både ind- og udland. Videnbanken samler brandtests, analyser, vurderinger og konstruktionseksempler, som ellers typisk ligger spredt eller utilgængeligt.
Den langsigtede plan er at bruge den opsamlede viden til at udpege de områder, hvor der fortsat mangler data og dokumentation. Et væsentligt sigte med projektet er at udlede de regulatoriske knaster, så kommende bygningsreglementer og love ikke spænder ben for det biogene byggeri.
Vidensbanken er støttet af Realdania, Dansk Træforening, Træ i byggeriet, Træ- og møbelindustrien, Træelementforeningen, Kauffeldt Fond/Keflico, Spærfabrikantforeningen og Brancheforeningen for Biobaserede Isoleringsmaterialer.
Om KIRKBI
KIRKBI A/S er holdingselskabet for LEGO Koncernen og andre virksomheder ejet af familien Kirk Kristiansen. Med et formål om at skabe en bedre fremtid for børn har KIRKBI forpligtet sig til at geninvestere fremtidige indtjening fra LEGO Koncernen og andre aktiviteter i at opbygge virksomheder inden for tre forretningsområder: LEGO Holding, KIRKBI Education og KIRKBI Climate. Med udgangspunkt i de værdier og principper, der har været retningsgivende for LEGO® brandet i generationer, engagerer KIRKBI sig aktivt i virksomhederne med det langsigtede perspektiv, der er nødvendigt for at gøre en varig forskel.