18. juni 2023

Travbyen forvandlet til skoleolympisk by

Der var liv og glade dage i Travbyen, da 7000 børn dystede over fire dage i Skole OL-finalerne.

Travbyen var forvandlet til børneolympisk by, da mere end 7000 børn fra landets 4.-8. klasser i sidste uge deltog i Skole OL-finalerne i Billund. 

Hele ugen var området fyldt fra tidlig morgen med glade børn, der dystede mod og heppede på hinanden i ni forskellige discipliner. Onsdag var der officiel åbningsceremoni med deltagelse fra HKH Kronprins Frederik.

Lokale børn, foreninger og mere end 400 frivillige fra hele kommunen stod sammen om at være de bedste værter og give de mange deltagende børn i forskellige aldre en særlig oplevelse af fællesskab.

Om aftenen var der inviteret til lokal folkefest med underholdning og madboder.   

Det er Danmarks Idrætsforbund og Dansk Atletik Forbund der står bag Skole OL med støtte fra TrygFonden og Nordea-fonden og et tæt samarbejde med en række specialforbund. Med en donation fra Ole Kirk’s Fond overtog Billund i 2021 værtskabet for finalerne frem til og med 2024.